„The Passion“ satte sig spor

I USA er „The Passion of the Christ“ glemt af de fleste. Dog fik filmen åndelig betydning for et i procenter lille – men i antal millioner stort – mindretal af biografgængerneFå kom til tro som en direkte følge af de amerikanske kirkers kampagner i forbindelse med Mel Gibsons „The Passion of the Christ“. Alligevel mener flere kirkeledere, at filmen har været en succes med langtidseffekt.
Mel Gibson ville mere end bare have hver tredje voksen amerikaner ind og se Jesu lidelse. Og det havde kirkerne hørt. „The Passion“ skulle give mulighed for at snakke om Jesus med mennesker omkring dem. Så i stedet for at køre Hollywoods sædvanlige medieshow, gik Gibson direkte til kirkerne med materialer, så de kristne var veludrustede til at benytte muligheden for at tale med mennesker om hovedpersonen i filmen.
Kirkeledere over hele verden stod da også i kø for at udtrykke deres begejstring over filmen. F.eks. forventede pastor Dan Marler fra „Oak Lawn First Church of God“, at „denne film ville give en tsunami (mægtig flodbølge) af interesse for Jesus“.

Undersøgelser fra de amerikanske biografgængere viser, at selvom „The Passion“ har påvirket rigtig mange mennesker, husker de filmen i kort tid, og de store åndelige omvæltninger udebliver.
Alligevel er det markant, at 24 millioner voksne personer i den amerikanske befolkning (regnet ud fra en gruppe på 16 pct. af 1600 adspurgte) har forandret deres religiøse overbevisning på grund af denne film.
– På den måde har filmen alligevel haft en enorm indflydelse, fortæller statistikeren George Barna.
En undersøgelse fra hans „The Barna Research Group“ (BRG) i USA viser, at selv om „The Passion of the Christ“ trods alt primært var endnu en populær film og ikke meget mere, så har omkring hver sjette af biografgængerne, der har set filmen, ændret deres religiøse overbevisning.
Filmen har ændret opfattelsen af, hvordan man skal møde andre mennesker, og den var medvirkende til, at en del personer tog andre livsvalg. Andre fortæller, at de har fået en større forståelse for det, Jesus gjorde for dem gennem sin død og opstandelse.
– Vi kan ikke anklage „The Passion of the Christ“ for at have mislykkedes – kun for at den ikke opfylder den religiøse agenda, som nogle ville tilskrive den, mener Barna.
– Men mere end nogen anden film de seneste år, fik filmen folk til at fokusere på personen Jesus Kristus og hans opgave. Det er en bemærkelsesværdig fremgang i et samfund, der handler om relativisme og ønsket om åndelig tolerance og valgfrihed, siger han.

Alligevel har færre end en promille af dem, der har set „The Passion of the Christ“ sagt, at filmens budskab betød, at de afgav en trosbekendelse, eller havde besluttet sig for at blive kristne og tro på Jesus som Guds søn.
Endvidere fortalte kun en halv procent, at de var blevet opildnede til at gå ud og fortælle andre mennesker om deres tro på Jesus.
George Barna tror, mange vil blive overraskede over, at filmen ikke havde en mere intensiv og længerevarende effekt på de personer, som vovede sig ind i biografmørket.
– De første reaktioner på filmen var voldsomme, men de fleste husker ikke i ret lang tid. I en kultur, som er så gennemsyret af medier, som vores, og som har så højt et tempo, er vi allerede et helt andet sted, siger han.
– I dag bruger mennesker op mod 40 timer om ugen på at konsumere mange forskellige medieindtryk fra flere forskellige medier. En gennemsnitlig voksen har allerede lagt yderligere seks-otte biograffilm bag sig og derudover et dusin timers tv-kikkeri, fortæller Barna til svenske Dagen, og konstaterer efterfølgende:
– Derfor vil en medieoplevelse, der kun opleves én gang, sjældent forandre nogen menneskers liv radikalt. Lektien, vi må lære af dette, er, at vi i dag ikke kan forvente en stor vækkelse som følge af en enlig medieeksponering af f.eks. en film. „The Passion“ minder os om, at en film ikke kan stå alene, men må følges op kort tid efter for at have effekt.